Min krop? Min vej? – Da min sjæl råbte – og jeg hørte den!

Samfundets rolle, indre stemme og spirituel opvågning

Af Artemis Solluna – Zensha Center

Hvordan formes vores kropslige selvopfattelse i spændingsfeltet mellem individ og struktur? I dette blogindlæg reflekterer jeg over, hvordan sociale systemer – fra familien til staten – har sat sig i min kvindekrop og mit selvbillede, og hvordan jeg gradvist genvandt min frihed indefra.

Under mit studie i Aarhus dykkede jeg ned i akademiske teorier, som har formet meget af det, jeg i dag står for og formidler videre. Derfor inddrager jeg dem også her.

Med inspiration fra Foucaults disciplineringsteori og Bourdieu’s begreb om habitus reflekterer jeg over, hvordan min kvindekrop gennem årene er blevet mødt, målt og formet – både i Øst og i Vest.

Jeg voksede op i Tyrkiet

i 1990’erne – i et samfund præget af stærke normer, hvor kvindens rolle var defineret af ydre strukturer og traditioner snarere end af individets selvforståelse. Bourdieu’s begreb om symbolsk vold og Foucaults analyser af magt og disciplinering illustrerer, hvordan min barndom var præget af social indlejring, hvor kroppen ikke blot tilhørte mig, men også staten, familien og den kollektive moral. Kvindekroppen skulle helst være usynlig, dydig, tilbageholdende. Allerede som barn lærte jeg, at kroppen skulle kontrolleres, tildækkes og beskyttes – ikke leves frit.

Da jeg flyttede til Danmark

som ung kvinde, skiftede jeg system, men ikke nødvendigvis byrde. I mødet med det danske ligestillingsideal opstod en ny form for kontrol: effektivitet, funktionalitet og integration blev nye normer at leve op til. Jeg blev en del af statistikken: flygtning, indvandrer, enlig mor, studerende, lavindkomst.

Præstationskulturen blev til konkurrencekultur.

Uanset hvor meget jeg lærte og arbejdede, var det sjældent nok. Kvindekroppen blev et redskab, der skulle være robust og arbejdsom – ikke sansende, sårbar eller spirituel. Jeg begyndte endda at frygte min egen menstruationscyklus.

Langsomt forsvandt min kropsbevidsthed. Jeg fungerede, men følte ikke. Min krop var blevet en funktionel skal, ikke et levende tempel. En dag begyndte kroppen at sende signaler. Den hviskede, råbte – og skreg.

Der kommer et tidspunkt, hvor sjælen ikke længere tier. Den ryster hele systemet. Ikke for at ødelægge dig, men for at vække dig. Mellem 2020 og 2022 mødte jeg dette skifte. Jeg var udmattet – fysisk, energetisk, følelsesmæssigt og sjæleligt. Min facade som pædagog, mor, kvinde – krakelerede. Jeg vågnede til en tomhed, der ikke længere kunne ignoreres.

Det var ikke hallucinationer – men sjælens sprog, der talte i følelser og energi. Jeg begyndte at opleve døden – ikke som ønske, men som trøst. Ikke fordi jeg ønskede at dø, men fordi jeg ikke længere følte mig levende i det liv, jeg havde skabt.

Midt i mørket begyndte noget nyt at gløde.

Den flamme, som spirituelle traditioner kalder opvågning. Ikke en romantisk oplysning – men en rå, grænseløs forvandling, hvor alt det gamle dør for at det sande kan fødes.

Jeg kastede mig over spirituel litteratur, energiarbejde og eksistentiel refleksion. Jeg valgte cølibat, stilhed og faste. Jeg begyndte at arbejde med yoga, åndedræt og agnostisk healing – ikke for at fikse mig selv, men for at finde ud af, hvem jeg var uden roller, uden religion, uden struktur.

Jeg nød nøgenheden – hjemme og i naturen – men skammen og skyldfølelsen sad i kroppen. Først da jeg blev nøgen i sjælen, oplevede jeg frihed. Frihed i krisen. Frihed i at give slip. Frihed i mørket.

I denne tid manifesterede mit kald sig. Navnet Artemis kom til mig, og med det begyndte jeg at forme det, der skulle blive til universartemis.dk – en platform og webshop for spirituelle og energetiske redskaber, blogindlæg og refleksioner. Gennem TikTok og bloggen blev mine erfaringer ikke kun personlige vidnesbyrd, men bidrag til en større samtale om kvindelig kropslighed, spiritualitet og modstanden mod en præstationskultur. Mit virke blev ikke blot personlig praksis, men en del af en større bevægelse for sårbarhed, frisættelse og selvkærlighed. Jeg blev hørt. Og jeg fandt mit sprog – som healer, facilitator og menneske.

Når jeg ser tilbage, var det ikke et kollaps. Det var en portal. Et vendepunkt. En overgangsrite. Og i dette møde med mig selv blev grundstenen lagt til det, der i dag er Zensha Center og universartemis.dk.

Her blev jeg født på ny. Ikke som resultat af en ydre forventning – men som svar på et indre kald. En levende modfortælling i en tid, hvor kvindekroppen stadig formes af strukturer fremfor sjæl.

Følg med i næste uge, hvor jeg fortæller, hvordan selvmordstanker og døden til det dybeste gamle “jeg” blev begyndelsen på en genfødsel – med gåpåmod, klarhed og en bestemthed, jeg aldrig havde kendt før.

Skrevet og opdateret den 25.07.2025

Artemis Solluna 

#kvindekrop #patriarkalskesystemer #migrationogkrop #konkurrencekultur

#personligudvikling #spirituelopvågning #energiarbejde #personligtransformation

#kriseoghealing #zenshacenter #sjælensrejse #kvindeligspiritualitet

#indrestemme #universartemis #tiktokspirituelkanal #holistiskwebshop