Når sjælen står nøgen – seksualitet, valg og traumer uden filter

Personlighedstyper gennem årti

Carl Jung sagde, at personlighedens arkitektur hviler på modsætninger – det bevidste og det ubevidste, det indadvendte og det udadvendte, følelsen og tænkningen. Men han vidste også, at balancen ikke skabes i idealet. Den skabes i mødet med skyggen.

Jeg har mødt min. Ikke kun én gang. Men igen og igen.
Og altid nøgen.

Ikke kun fysisk. Men emotionelt, eksistentielt.
Som når man sidder foran et spejl og ser sig selv spejlet i sig selv i det uendelige.
Som på billedet.
Der er intet filter. Ingen forsvar.
Kun mig.

Og mig igen.
Og mig, der stadig prøver at finde ud af, hvad “mig” egentlig betyder.

Der var en tid, hvor jeg troede, at diagnoserne ville give mig svar.
Stress. Depression. PTSD.
Ord som skulle redde mig.
Men de kom til at fungere som glasvægge. De holdt mig i live – men holdt mig fast.

For hvad nu hvis jeg ikke er et problem, der skal løses, men et menneske, der skal mødes?

Hvad nu hvis nøgenhed er et kald til at smide det, vi har overtaget fra andres forståelser,
og i stedet gå ind i os selv, rå og uperfekte, men levende?

Jeg kender til den indre konflikt:
Vil jeg flygte fra mig selv – eller vil jeg blive?
Og jeg har valgt at blive.
Igen og igen.
Også når det gør ondt.
Også når jeg ikke forstår, hvad der foregår i mit sind.
Også når valget føles som at vælge mellem to skygger.

Men her er pointen:

Vi behøver ikke forstå alting med hovedet.
Vi behøver ikke sætte pæne etiketter på vores smerte.
Nogle gange er det nok at sætte sig. Åbent. Nøgent.
Og trække vejret derfra.

For kroppen husker. Hjertet ved. Sjælen banker på.

Så jeg vælger igen.
Jeg vælger at være i live – ikke som funktion, men som følelse.
Jeg vælger min nøgenhed – ikke som provokation, men som sandhed.
Jeg vælger mig selv – ikke trods mine traumer, men med dem.

Og jeg ved, du kender det.
Måske ikke præcis min vej – men følelsen.
Af at stå dér.

Rå. Uden maske.
Med rystende hænder og et hjerte, der stadig tør slå.

For seksualiteten banker også dér.
Midt i alt det ubærlige.
Midt i de kroppe, der er blevet invaderet.
Midt i de tanker, der har kredset om ikke at ville være her længere.
Midt i sorgen over at være blevet set som et objekt,
når man bare længtes efter at blive rummet som menneske.

Det er ikke let at tale om.
Men det skal tales om.
For seksualitet handler ikke kun om lyst.
Den handler også om grænser. Om tillid. Om sår.
Om hvordan det føles at blive berørt – eller ikke blive berørt –
efter at nogen har taget dét, der aldrig var deres.

Og alligevel…
vælger vi.
Igen og igen.
Nogle gange vælger vi at elske.
Nogle gange vælger vi bare at trække vejret.
Og nogle gange er det valg nok.

Jeg har set mørket indefra

Jeg har mærket, hvordan det føles, når tanken om at forsvinde føles mere tryg end tanken om at blive.
Jeg har siddet dér, alene, og spurgt mig selv:
Er jeg stadig værd at være her?

Og et eller andet sted i mørket kom der et svar.
Ikke med ord. Ikke med fornuft.
Men med en stille, urokkelig vilje:
Ja.
Du er her endnu.
Du vælger endnu.

Nøgenheden – i kroppen, i sjælen – blev ikke skam.
Den blev kraft.

Artemis Solluna

Og jeg begyndte langsomt at se,
at seksualitet ikke er det, de har gjort mod os.
Det er det, vi vælger at genopdage i os selv.
Med omsorg. Med tålmodighed. Med nærvær.

Jeg vælger at mærke igen.
Ikke for deres skyld. Ikke for at være “normal”.
Men fordi jeg stadig har en krop, der længes efter at høre til i sig selv.
Og en sjæl, der nægter at forsvinde.

Artemis Solluna

Skrevet og udgivet den 25.07.2025